Skrevet af Peter Tinggaard (som næstformand i bestyrelsen)

Du har uden tvivl hørt om nogle af de kriser og storme, som ramte Pottemagerens Hus i 2017. Men vi har gode nyheder til dig! Gud er altid større end mørkets fyrste! Og hans evner til at bringe forsoning, genoprettelse og lægedom vil altid være langt større end vores “evner” til at bringe ødelægge og død – hvis vi giver ham plads til at få sin vej. I denne vanskellige tid har vi således erfaret, at Gud har skabt en ny begyndelse på PH ud af vores ruiner. For det, som fjenden udtænkte til at knuse og udrydde stedet (fordi han hader bønnehuse), har Gud i stedet vendt til noget godt. Han har brugt stormene til at ryste stedet, så selve krisen kunne åbenbare, hvilken ting, der byggede på klippen (på Guds ord) og hvilke ting, der var bygget på sand og som derfor brasede sammen under stormvejret.

Matt 7,24-27: “Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.”

Dermed siger vi ikke, at Pottemagerens Hus er kommet til et sted, hvor det med menneskers øjne ser stort og mægtigt ud. Tværtimod. Rystelserne har i stedet skabt en dyb skrøbelighed og afhængighed af Gud, fordi vi er blevet bevidste om, hvor uendelig lidt vi kan udrette uden ham. Det er denne skrøbelighed, som vi inviterer andre til at tage del i. Til at mødes et sted, hvor der ikke er formfuldendte taler og de dygtigste lovsangsbands. Til et sted, hvor vi ikke har styr på det hele, men hvor vi læner os op ad Gud. Til et sted, hvor der er plads til at være ægte og sårbar, og plads til at Gud må røre ved os. Til et sted, hvor bønnen er det vigtigste og til et sted, hvor der rent faktisk er plads til, at nådegaverne og det, som den enkelte bærer, må fylde og forme vores møder.