Dag 18: En vandring i modvind

Bønnen er langt mere end en fredfyldt samtale mellem to venner over en kop kaffe på en fridag. Den er vores mægtigste våben i en åndelig kamp, og derfor bør det ikke undre os, at der både vil være fjender og hindringer. Satan kender bedre end noget menneske, hvor livsfarlig bønnen er for mørkets rige. Han vil derfor bruge alt, hvad han har til sin rådighed, for at bremse og underminere bønnen.

Det ville selvfølgelig være dejligt, hvis vi kunne forvente at have medvind i alle vores bønnetider. Men det kan vi altså ikke. Langt de fleste af vores bønnetider vil i stedet starte med modvind. Manglende lyst. Tankemylder i alle mulige retninger. Irritation over andre mennesker. Næsten ingen forventninger. Selvbebrejdelse. Mindreværd. Skyldfølelse. Osv.

Personligt har jeg tilrettelagt mit liv, så jeg dagligt kan starte mine arbejdsdage med et par timers bøn. Men selv om jeg oplever et kald til dette og efterhånden har nogen års erfaring med denne vandring, så starter langt de fleste dage alligevel med modvind. Jeg gider ikke. Jeg orker ikke at stå op. Jeg forventer jo ikke noget. Faktisk går der typisk imellem en halv og en hel time, før jeg oplever, at tågen af modstand begynder at lette og jeg virkelig får lyst til at bede.

Mon ikke der er mange kristne, hvor modvinden er blevet deres primære forventning til bønnen, fordi de ikke har erfaret, hvor godt det bliver, når tågen begynder at lette efter en tid.

“Djævelens primære mål er at bremse de kristnes bønner. Han frygter ikke bønneløse studier, eller bønneløst arbejde, eller bønneløs religion. Han ler af vores arbejde, og håner vores visdom, men han skælver af frygt, når vi beder.”
~ Samuel Chadwick

Mon ikke vi også har oplevet en masse modvind på Pottemagerens hus, fordi fjenden frygter vores bønner. Men det skal ikke standse os! Gud har udvalgt bønnehuse som Pottemagerens Hus til at ryste nationen og til at bane vejen for vækkelse. Derfor beder vi Helligånden om at styrke vores trætte hænder og fylde vores hjerter med tro og håb. Lad mægtige, åndsfyldte bønner stige op fra landets forbedere dag og nat.