Dag 20 : Kan du tilgive Pottemagerens Hus?

Tidligere i denne 21 dages bønnetid fremhævede jeg en række gode oplevelser, som jeg personligt har haft på Pottemagerens hus. Samtidigt udfordrede jeg andre til at dele deres bedste oplevelser fra stedet. Men hvordan skal vi så forholde os til de mange mennesker, som er rejst såret og bitre fra stedet? Fx er der en lang række medarbejdere, som er rejst videre, fordi livet på Pottemagerens hus overhovedet ikke levede op til de forventninger, som de havde til et bønnehus. De havde forventet fred og enhed, men oplevede i stedet ufred og splid. De havde forventet renhed og sundhed, men oplevede i stedet en række negative ting, som sårede dem dybt. Og sådan kunne man desværre blive ved.

Siden jeg, Peter Tinggaard, er blevet en del af ledelsen af stedet, har jeg haft mange samtaler med både medarbejdere og tidligere medarbejdere. Derved har jeg fået et indblik i, at livet på Pottemagernes hus har skabt og forstærket en masse sår. Fx er det blevet klart for mig, at stedet har været mærket af intern ufred og splid helt fra begyndelsen af. Der har tilsyneladende været et åndeligt angreb på selve kommunikationen, for jeg har aldrig oplevet så mange misforståelser, fejltolkninger og kommunikationsbrist, som på dette sted. Mange har oplevet tydelig manipulation og der er sket ting, som aldrig burde finde sted på et bønnehus.

Så samtidigt med at Gud har gjort fantastiske ting på Pottemagerens hus, er der mange, der har oplevet forfærdelige ting. Det burde ikke være sådan, men vi kan ikke ændre fortiden. Desværre.

Som stedets nuværende ledere er vi oprigtigt og inderligt bedrøvet over de mange mennesker, som blev svigtet og såret på Pottemagerens hus. Vi ønsker ikke at feje de trælse aspekter af fortiden ind under gulvtæppet, men vil i stedet tage ansvar for de svigt og fejl, der er sket på stedet. Vi står klar til at høre en masse forfærdelige og smertefulde historier, så vi kan formidle et stort og helhjertet “kan du tilgive os?” fra Pottemagerens hus.

Lad os sammen bede om, at Gud må rense stedet for alt, der ikke er fra Gud. Vi vil have Jesus som Konge for stedet og det skal kunne mærkes på selve atmosfæren, at det er HAM, der hersker her.